KORKPROPPEN I WEBSHOPBRANCHEN
Med ADHD, mobning og ensomhed som følgesvende gennem hele opvæksten havde Lasse Siig på papiret oddsene imod sig, da han gik ind i webshopbranchen.
Men i dag ser han ADHD´en (eller popcornhjernen som nogle kalder det), som sin "superkraft", der har gjort ham til en ukuelig og succesfuld korkprop, som altid kommer styrket op til overfladen, uanset hvor dybt den bliver dukket.
"Jeg har valgt ikke at blive medicineret. Jeg er bange for, at jeg mister min styrke og mig selv, hvis jeg får medicin mod min ADHD."
Lasse Siig er fast i både blik og stemmeføring, da han fortæller om den ADHD, som har været med til at forme hans professionelle karriere: Han har over de seneste 15 år stiftet og drevet 10 webshops, der indtil nu tilsammen har omsat for over 100 millioner kroner. Karrieren kulminerede foreløbigt i 2021 med etableringen af Zellert.com - et unikt full service e-handelshus, der med Lasse Siigs ord har alt på hylderne, når det gælder konsulentydelser til webshops - herunder logistik, bogføring, markedsføring, programmering, drift og udvikling.
Vi sidder i Zellert.com´s mødelokale i virksomhedens ene afdeling i Hasselager - den anden afdeling ligger i Aulum i Vestjylland - og Lasse Siig fortsætter:
"Jeg ser min ADHD som min superkraft, og fremgangen i min karriere er i langt højere grad sket på grund af min ADHD end på trods af den."
Ensomhed og mobning
Men ADHD`en har også bidraget til en opvækst med ensomhed og mobning. Lasse Siig voksede op i Vestjylland - først i Frederiks ved Viborg og senere flyttede han med sine forældre til Vinderup ved Holstebro:
"Jeg har været enormt ensom gennem hele min barndom og opvækst, for jeg har haft meget svært ved at knytte relationer og få venner. Jeg var en ustyrlig og vild dreng, der kravlede på væggene i klassen og ofte blev smidt udenfor døren. Jeg var fyldt af frustrationer, der kom til udtryk i et voldsomt temperament, som igen førte til, at jeg blev henvist til skolepsykolog. Så var jeg jo sjov at drille, og jeg blev virkeligt mobbet. Både med at jeg var så uregerlig, og at min mor var polak, og ofte udviklede mobningen sig til tørre tæsk - dem har jeg virkeligt fået mange af. Mobningen fortsatte, da jeg kom på handelsskole, og også da jeg senere kom i lære som speditør i Esbjerg - i alle de år var jeg altid udenfor."
Superkraften
I dag mærker Lasse Siig sin ADHD ved, at han aldrig har ro i hovedet:
"Jeg har altid tankemylder, og min hjerne kører konstant i overdrive og producerer idé efter idé - også lige nu mens vi to sidder og snakker."
Det er blandt andet idérigdommen, Lasse Siig ser som sin professionelle ”superkraft”:
"Derudover er jeg hurtig til at analysere en virksomhed og se muligheder og løsninger, der kan optimere dens arbejdsprocesser.
I kombination med at jeg har Duracellkanin-agtigt meget energi til at realisere løsningerne og en meget høj stresstærskel, er det samlet set min superkraft.
Den kom for eksempel til udtryk det år, hvor jeg kørte webshoppen Dixieworld.dk med babyudstyr og samtidig stiftede HappyDude.dk med boligtilbehør til mandlige singler samt e-cigaretforretningen NuMedDamp.dk med to tilhørende fysiske butikker.
Min ADHD har med andre ord givet mig nogle værdifulde, forretningsmæssige kompetencer, som ville forsvinde, hvis jeg blev medicineret.
Så jeg har lært at blive glad for min ADHD - lært at være tilpas med, at den er der."
En fandenivoldsk korkprop
Det er ikke kun ADHD´en, Lasse Siig har kunnet vende til en styrke i sin professionelle karriere. Mobningen, tæskene og ensomheden i opvæksten har også næret en voldsom drivkraft i ham for at lykkes - for at vise verden, at han er god nok:
"Mit forretningsdrive er i høj grad, at nu skal jeg fandme vise jer allesammen. Den vrede og frustration, som måden, jeg er blevet behandlet på, har opbygget i mig, har jeg fået vendt til noget positivt - nemlig en energifyldt fandenivoldskhed.
Jeg kan sagtens identificere mig med Richard Bransons (milliardæren bag det succesfulde varemærke Virgin, red.) citat: "Screw it, let´s do it".
En del af drivkraften er selvfølgelig også jagten på anerkendelse. Den fik jeg jo alt for lidt af som menneske gennem min opvækst, så via min professionelle indsats kan jeg få anerkendelse ved at præstere arbejde af høj kvalitet. Sagt på en anden måde, så elsker jeg at hjælpe andre med løsninger på deres udfordringer - både privat og professionelt. Når mine kunder får succes, er det også min succes, for deri ligger der en professionel anerkendelse af, at jeg har gjort det godt.
Derfor er det også helt naturligt for mig virkeligt at gøre mig umage, for drivkraften til at lykkes er så stor – ingen eller intet skal få mig ned med nakken. Uanset hvilken modgang jeg møder, og uanset hvor mange tæsk jeg får, kommer jeg altid på benene igen.
Jeg sammenligner mig selv med en korkprop - jo længere ned under vandet du trækker korkproppen, jo større fart og kraft kommer den op til overfladen med igen. Det synes jeg, at både min karriere og mit liv illustrerer meget tydeligt."
Iværksætteropvækst
Lasse Siigs opvækst har ikke kun været præget af modgang - han har også fået det, han kalder en "iværksætteropvækst i et godt og kærligt hjem":
"Min far var kun 16 år, da han første gang blev selvstændig, og da han var 20 ejede han både en restaurant og to værksteder - der var fuld fart på. I 1988 etablerede han sammen med min mor barnevognsfabrikken Condor i Polen med salg i blandt andet Danmark.
Deres arbejdsmoral har helt klart præget mig, for de arbejdede virkeligt meget. I vores hjem, hvor der typisk stod kasser med barnevogne overalt, arbejdede de ofte til langt ud på natten, og vi tog stort set aldrig på ferie.
Det har betydet, at det er naturligt for mig at arbejde rigtigt meget - rent faktisk er jeg i denne uge sendt på ferie af mine ansatte, og du kan selv se, hvordan det går," siger Lasse Siig med et skævt smil.
Jeg er et rigtigt godt sted nu
Under hele interviewet har Lasse Siig haft Kamilla ved sin side. Med mange års arbejde i Skattestyrelsen er hun bogføringseksperten i Zellert.com - og samtidig kæreste med Lasse Siig. Hun er en vigtig årsag til, at Lasse Siig under hele interviewet fremstår som en grundglad mand:
"Jeg er så glad for, Kamilla er her - hun gør helt klart virksomheden stærkere. Vi har hver vores forskellige arbejds- og kompetenceområder i virksomheden, men vi sparrer rigtigt, rigtigt meget med hinanden."
Også på det sociale område har Lasse Siig haft medvind de seneste år:
"Der er virkeligt sket noget, efter at jeg flyttede til Aarhus for tre år siden. Jeg har fået opbygget en vennekreds af gode mennesker af alle mulige typer, og er ganske enkelt et rigtigt godt sted nu - både menneskeligt og professionelt. Det er vel egentlig også et ganske godt udtryk for overskriften på livsfortællingen om mig - at jeg er en menneskelig korkprop," smiler Lasse Siig.